Trukket hen over linoleumsgulvet. Det er sådan, Mattias Tesfaye gerne ser, at vi tvinger eleverne ind i klasselokalerne. Det skal nok gå, siger han, bare vi får dem skubbet ind. Om de passer derind, eller om undervisningen matcher deres behov, er underordnet, for målet er inklusion, koste hvad det vil. Timerne skal helst være analoge, for internettet er jo bare en døgnflue. Den digitale verden, som alle ved vil præge børnene resten af deres liv, behøver de ikke at lære at bruge i skolen. Det overforbrug af skærmtid, der sker i hjemmet, løser vi ved at skære ned på skærmene i skolen. Hvis man skulle følge samme logik, skulle brandvæsnet hælde vand ud på parkeringspladsen, når folkeskolen stod i flammer.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig. For er det virkelig eleverne, der er skoletrætte? Eller er det ministeren selv? Tesfaye langer ud efter børn og forældre, men når vi ser på resultaterne af hans politik, er det svært ikke at spejle billedet tilbage. Han lover frisættelse, men leverer regler. Han lover bøger, men leverer bureaukrati. Han langer ud efter børn og forældre, men kan ikke selv stille op med orden i egne beslutninger. Ministerens største problem er ikke skoletrætte elever. Det er, at han selv er blevet skoletræt.
Lad os tage bogløftet som eksempel. 540 millioner kroner blev sat af til bøger, så eleverne kunne få læselysten tilbage. Mindre skærmtid, flere klassesæt, papir i hænderne. Det lød godt, og jeg vil gerne indrømme, at jeg i første omgang syntes, det var en fornuftig idé. Alle, der arbejder i folkeskolen, ved, at der mangler bøger. Men tallene viser, at kun 42 procent af pengene endte i rigtige bøger, svarende til 227 millioner kroner. Resten, svimlende 313 millioner kroner, forsvandt i systemet til distribution, pædagogisk kvalificering og administration. For de penge kunne man have finansieret over 600 lærerstillinger i et år. I stedet bruger vi dem på, at bøgerne kan ligge på et lager, mens nogen administrerer, hvordan de engang kan blive udlånt, hvis en skole anmoder på den rigtige måde.
Det absurde er, at løsningen kunne have været enkel. Man kunne have fordelt pengene direkte efter en nøgle, x antal kroner pr. elev, og ladet skolerne selv købe det, de mangler. Så simpelt, at en 6. klasses elev kunne have regnet det ud. Men åbenbart ikke en minister. Ironien er til at tage og føle på: Ministeren siger, vi skal bekæmpe skærmforbruget i folkeskolen, men hans egen bogpakke er endt som flere timer foran skærme og regneark for administratorer, mens ingen bøger havner i elevernes tasker.
Jeg har selv siddet i en skolebestyrelse i længere tid, end den gennemsnitlige lærer holder til at blive i folkeskolen. Jeg ved, hvordan vi kæmper for frisættelsen, fordi vi tror på, at det giver mening, når løsningerne vokser nedefra. Men i praksis er det nærmest satirisk, hvad en bestyrelse egentlig kan beslutte. Rammerne er så stramt bundet oppefra, at der kun er ganske få felter, hvor skolen selv kan rykke noget. Alligevel arbejder vi seriøst med det. Tag mobiltelefonerne. Mange skoler har lavet lokale løsninger efter inddragelse af elevråd og spørgeskemaer. Forandringen er kommet nedefra, så den giver mening i hverdagen. Det er sådan, man skaber ejerskab og kultur.
Derfor undrer det mig, at ministeren vil gøre mobilforbuddet landsdækkende pr. lov, som om alle skoler først nu har fået øje på problemet. Det er politik på autopilot: forestillingen om, at forandring altid er en succes, når den kommer oppefra. Det er det stik modsatte af frisættelse. Ministeren kunne have sat sig ind i, hvordan det allerede blev løst i praksis, men vælger at presse én løsning ned over alle. Mureren fra Ishøj er for alvor blevet DJØF’et på Borgen.
Ministerens mest kendte udmelding er hans forkortelse PDO – pisse dårligt opdraget. Han siger, at nogle børn mangler struktur og forældreopbakning, og at vi aldrig får ro i klassen uden forældrenes ansvar. På overfladen kan jeg endda give ham ret. Selvfølgelig skal børn møde udhvilede og kunne række hånden op. Men problemet er, at ministeren selv ikke lever op til de krav, han stiller. Han kræver ansvar, men tager det ikke selv. Han kræver forberedelse, men er selv uforberedt. Han kræver ro og orden, men i hans eget ministerium hersker kaos. Når 313 millioner kroner af et bogløft forsvinder i systemet, er det ikke eleverne, der har svigtet. Det er ministeren.
Og så er det, jeg kan komme til at tænke, om vi ikke næsten selv burde opfinde en forkortelse. Hvis eleverne er PDO, hvad kalder vi så en minister, der lover bøger men leverer bureaukrati, lover frisættelse men leverer forbud, og taler om ansvar uden at tage det? PDM – pisse dårlig minister – er måske groft sagt, men det er svært at finde et begreb, der rammer mere præcist.
Når Tesfaye rejser til Bruxelles, er ordene store og visionerne højstemte. Sammen med EU’s vicepræsident skriver han om demokrati, værdier, kritisk tænkning og fællesskab på tværs af Europa. Han taler om, at kampen for europæiske værdier begynder i klasseværelset. På papiret lyder det rigtigt, og det er svært at være uenig. Men hjemme i Danmark kan han ikke engang få leveret bøger ud til de klasselokaler, hvor den store dannelse skulle finde sted. Han taler om at styrke kritisk tænkning, men tror ikke på, at skolerne selv kan beslutte, hvordan de håndterer mobiltelefoner. Han skriver om demokratisk deltagelse, men tager beslutninger hen over hovedet på skolebestyrelser, der faktisk har arbejdet med området i årevis. De europæiske ord flyver højt, men den danske praksis er bundet til et ministerium, der spilder hundredvis af millioner på, at bøger samler støv på et lager. Det er ikke bare hul retorik. Det er en skoletræt minister, der søger de store scener, fordi han ikke magter de små.
I folkeskolen stiller vi helt enkle krav til eleverne. De skal møde udhvilede, de skal have læst på lektien, og de skal tage ansvar for fællesskabet. Det er også de krav, Tesfaye selv fremhæver, når han langer ud efter elever, der ikke kan slippe TikTok, eller forældre, der ikke sørger for morgenmad og sengetider. Han taler om ro, struktur og forberedelse, men vender vi blikket mod ministeren selv, er det svært ikke at se ligheden med den elev, han kritiserer. Han møder ikke forberedt, når han lover bøger og leverer bureaukrati. Han tager ikke ansvar, når hundredvis af millioner forsvinder i systemet. Han bryder fællesskabet, når han overstyrer lokale løsninger og skolebestyrelser, som faktisk har taget ansvar. Han fremstår som den skoletrætte elev, der ikke gider mere – skoletræt, uforberedt og uden evne til at tage ansvar.Det er måske den mest gennemgående ironi i hele hans politik: han spejler alt det, han kritiserer hos børn og forældre, men mangler selv evnen til at leve op til de mest grundlæggende krav. En skoletræt minister kan måske stadig skabe overskrifter, men han kan ikke give folkeskolen den retning og troværdighed, den har brug for. For når vi lover børn bøger, skal de have bøger. Når vi taler om frisættelse, skal de opleve frisættelse. Når vi kræver ansvar, skal vi selv tage det først. Alt andet er hykleri.
Nogle er skoletrætte, det kan vi ikke benægte. Nogle af børnene er det helt sikkert, og min frygt er, at lærere og pædagoger også snart bliver det. Måske endda lederne. Men når jeg ser på ministerens politik og resultater, kan jeg kun komme frem til én sikker konklusion: vores undervisningsminister er blevet skoletræt. Måske er det tid til et skifte.