Man taler meget om skoletrætte elever. Måske er det ikke eleverne, der er blevet skoletrætte. Måske er det ministeren selv. Mattias Tesfaye taler om ro i klassen, bøger i hænderne, frisættelse og forældrenes ansvar. Han siger ofte de rigtige ting, selv om handlingen udebliver. Det hele minder om en lærer, der taler højt i klassen uden at opdage, at ingen længere lytter. Ordene står i kø, mens virkeligheden står stille.
Der er efterhånden ikke det emne, vores undervisningsminister ikke har en mening om. Bøger, mobiler, opdragelse, disciplin. Der bliver holdt møder, sat underskrifter og skrevet store ord, men inde i skolen mærker vi stadig ingen forskel. Der lægges blot endnu et lag oven på et system, der i forvejen er så tungt, at det knirker. Jeg møder hver dag kolleger, der bruger aftener på at kopiere gamle bøger, fordi klassesættene mangler. De finder på kreative løsninger, mens bevillingerne forsvinder i administration. Vi gør vores bedste, og alligevel føles systemet som en gammel overheadprojektor. Ingen tør smide den ud, og ingen bruger den rigtigt længere.
Tag bogløftet som eksempel. 540 millioner kroner blev afsat, så eleverne kunne få læselysten tilbage. Det lød godt, og mange af os troede oprigtigt på idéen. Kun 42 procent af pengene gik dog til rigtige bøger. Resten forsvandt i “pædagogisk kvalificering” og “distribution”. Det lyder flot, men giver ikke børnene flere sider at læse i. Hvis man regner på det, er der omkring 700.000 elever i grundskolen. 42 procent af 540 millioner er 227 millioner kroner. Det svarer til cirka 324 kroner pr. elev. En grundbog koster let 250 kroner, og de fleste elever har mellem tolv og femten fag. Tesfayes store bogløft svarer altså til ét kapitel i én bog pr. elev eller to bøger til deling i klassen.
Det bekymrer mig ikke kun, fordi regnestykket halter. Mønsteret går igen i næsten alt, ministeren rører ved. Projekterne starter ofte i noget fornuftigt – ønsket om ro, flere bøger, stærkere fællesskab – og ender i endnu et lag af styring og papir. Det, der skulle give tillid, bliver til kontrol forklædt som kvalitetssikring. I stedet for at støtte de voksne, der står midt i undervisningen, føjes der nye systemer til. Hver ny ordning bliver et plaster oven på de gamle, mens såret under blot bliver dybere.
Vi har allerede så mange lag af styring, evaluering og opfølgning, at selv et simpelt ønske om nye bøger ender i et Excel-ark. Om det skyldes kontrol eller manglende tillid, ved jeg ikke, men resultatet er det samme: færre bøger og flere mails. Når jeg hører ordet “frisættelse”, kigger jeg efter håndjern. For hver gang der bliver talt om frihed til skolerne, følger en ny bekendtgørelse eller et ekstra lag af kontrol. Det føles som at få lov til at vælge, hvilken stol man vil sidde på, selv om der kun står én.
Jeg har siddet i skolebestyrelsen i mange år og ved, hvor meget arbejde der lægges i lokale løsninger. Vi har arbejdet med alt fra mobiltelefoner til trivsel, og mange skoler har allerede fundet deres egne veje. Forandringen kom nedefra, og den virkede. Alligevel vælger ministeriet nu at lave et landsdækkende mobilforbud, som om ingen havde tænkt tanken før. Når man fratager de lokale kræfter ejerskabet, forsvinder engagementet og erfaringen med det.
Nogle gange spørger jeg mig selv, hvordan folkeskolen ville have set ud, hvis vi slet ikke havde haft en undervisningsminister. Måske ville vi have haft færre tests, mindre administration og mere ro til at undervise. Måske ville kommuner, skoleledelser og forældre have taget et større ansvar, hvis de ikke hele tiden ventede på en ny reform. Jeg tror det. For det er svært at drive skole, når ministeriet selv lider af skolevægring, og de andre skal dække for deres fravær.
Hvis Mattias Tesfaye var min elev, ville jeg tage en samtale med hans forældre. Vi skulle tale om, at han ikke bidrager nok til fællesskabet i klassen, og at han nogle gange larmer så meget, at de andre mister koncentrationen. Jeg ville måske sende ham hjem på en tænker. Ikke som straf, men for at give ro til resten af holdet. Måske skulle han have et nedsat skema, for alt tyder på, at han har svært ved at overskue en hel skoledag. Nogle gange må man som lærer erkende, at en elev har brug for en pause, før han kan komme videre. Måske gælder det også for en undervisningsminister.