Kirken kan løfte os. Til dåb, til bryllup, til konfirmation. Øjeblikke hvor vi står ranke, iklædt det fineste, med hele livet foran os, omgivet af familie og fællesskab. Jeg elsker de stunder, hvor kirkens rum føles som en vinge, der bærer os opad.
Men kirken kan også det modsatte. Den kan få mig til at føle mig uendeligt lille. Nøgen, forslået. Som en mand på vej til Jeriko, overfaldet og efterladt i grøften. Jeg oplevede det for blot få timer siden i Sandager kirke. Søndagens prædiken handlede om, at den ydmyge skal ophøjes, og den ophøjede skal ydmyges. Der må jeg indrømme, at jeg sad dér på bænken og mærkede, hvordan ordene trak mig ned i det lave. Helt ned.
For – ligesom de andre kirkegængere sikkert – mærkede jeg, hvordan hvert ord var henvendt mig.
Det ydmyge stenalter, de hårde bænke, knæfaldet der skærer i skinnebenet. Og så det lillebitte vindue, så smalt at selv en due ville have svært ved at finde vej igennem, stod på klem. Jeg kiggede op, og dér var følelsen: hvor skrøbeligt og utilstrækkeligt jeg egentlig er, når jeg sidder i det rum.
Og måske er det netop dér, søndagens evangelium begynder. Ikke i styrken, men i sårbarheden. Ikke i at føle sig ophøjet, men i at blive mindet om, at vi er mennesker, der falder, og har brug for nogen, der standser op.
Der kommer Jesus. Med et svar, der ikke lindrer, men skærper:
Da den lovkyndige spørger ham: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”, er det ikke et venligt klap på skulderen, han får. Det er ikke engang et praktisk råd. I stedet får han det krav, der står som en mur foran os alle: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind – og din næste som dig selv.”
Det er smukt. Det er sandt. Men det er også urimeligt. For hvem kan leve sådan? Jeg kan ikke. Jeg har ikke kræfter til at elske Gud med alt, hvad jeg er. Jeg kan ikke engang elske min næste som mig selv. Ikke altid, ikke konsekvent.
Så nu tager jeg allerede min vrede på forskud, for jeg kommer til at sidde i kirken og tænke: “Hvad bilder han sig ind, Menneskesønnen, at stille krav, som intet menneske kan leve op til?”
Den søndag kan jeg ikke sætte noget flueben, check, at jeg lykkedes med at være den gode udgave af mig selv. Den gode Tobias. Jeg kan faktisk se frem til at fejle.
Opskriften til nederlag.
Men det er måske også lektien. Der er ingen grund til at forsøge at være perfekt. Du kan ikke lykkes i alt, hvad du gør, men du kan gøre dit bedste.
Den urimelige mur, som Jesus stiller foran os: “…og din næste som dig selv.”
Alligevel er det netop derfor, jeg glæder mig til søndagens prædiken. For det er her, lignelsen om den barmhjertige samaritaner folder sig ud. Min yndlingslignelse. Måske den vigtigste af dem alle, og i år føles den vigtigere end nogensinde. Ikke som et fromt billede af næstekærlighed, men som en spejlende fortælling, en stemme der spørger os lige ud: Hvem er du på vejen til Jeriko?
Vi kender historien. En mand er på vej fra Jerusalem til Jeriko. Han bliver overfaldet, slået, frarøvet alt og efterladt i grøften. Halvdød.
Vi kender også manden. For han er ikke kun en skikkelse i en gammel tekst. Han er os. Når livet vælter os omkuld. Når sygdom, sorg eller svigt tager pusten fra os. Når vi mister fodfæstet og mærker, at vi ikke kan rejse os selv.
En moderne overskrift ville måske kalde lignelsen: “Manden, der var omstillingsparat.” Sådan taler vi jo i dag. Om at se muligheder, om at rejse sig, om at lære af modgang. Men det er jo netop pointen her: han kan ikke rejse sig. Han kan ikke noget. Han ligger der, forslået og nøgen. Her fungerer selvhjælpsbøger og mindfulness ikke. For nogle gange bliver man slået ned, så man ikke selv kan komme op.
Så kommer præsten. Han ser manden, men går forbi. Så kommer levitten. Også han ser og går videre.
Det er nemt at dømme dem. Hvordan kunne de være så kolde, så ligeglade? Men måske er de ikke så fremmede endda. For hvor ofte gør vi ikke det samme? Vi ser manden på bænken foran Brugsen, men skynder os forbi. “Jeg købte også Hus Forbi i sidste uge”.
Vi hører om ensomhed blandt unge, men tænker, at nogen andre må tage sig af det.
Vi ser overskrifterne om krig og flygtninge, men scroller videre, fordi det er for meget at tage ind.
Præsten og levitten repræsenterer ikke ondskab. De repræsenterer hverdagens undskyldninger. Travlheden, frygten, bekvemmeligheden. Den indre stemme, der siger: “Det er ikke mit ansvar.” I virkeligheden er det netop dér, fortællingen rammer os. For vi ser, men vi ser væk.
Også vi går videre.
Til sidst kommer samaritaneren. Ham, man mindst ventede noget af. Han, der var fremmed, udstødt, næsten fjende. Det er netop ham, der standser.
Han går ikke forbi. Han bøjer sig ned. Han hælder olie og vin i mandens sår, forbinder ham, løfter ham op på sit ridedyr og bringer ham til et herberg. Han bliver ikke bare et øjeblik, men sørger for, at der bliver taget hånd om manden, også efter han selv er gået videre.
Det er ikke teologi. Det er praksis. Det er næstekærlighed i handling. Og det er det, der gør lignelsen så radikal. Ikke hvem manden i grøften var. Ikke hvem samaritaneren var. Men at han standsede.
Måske er det det, vi glemmer i dag. At næstekærlighed ikke først og fremmest er et stort princip, men noget meget enkelt: at stoppe op. At se. At lade sig bevæge.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem samaritanerne er i vores tid. Måske er det de frivillige, der tager en ekstra vagt i sportshallen eller besøger de ældre på plejehjemmet. Måske er det naboen, der kigger forbi, når nogen ligger brak. Måske er det de mennesker, vi ofte ser ned på, men som alligevel er dem, der standser.
Så ser jeg ud mod verden. Mod Ukraine, hvor millioner er kastet i grøften, mens stormagter forhandler over deres hoveder. Mod Gaza og Israel, hvor børn vokser op i ruiner, og spørgsmålet om, hvem der er “næsten”, er mere brændende end nogensinde. Mod klimaforskernes varsler om, at Atlanterhavets store havstrøm sikkert er ved at kollapse, og at millioner kan blive efterladt i nye grøfter, ikke af røvere, men af naturens vrede.
I sådan en verden bliver lignelsen ikke mindre vigtig. Den bliver uendeligt vigtig. For den minder os om, at barmhjertighed ikke er noget, man udskyder, mens man venter på politiske løsninger. Det er noget, man gør, når man standser. Når man ser. Når man nægter at gå forbi.
Til sidst spørger Jesus den lovkyndige: “Hvem var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Svaret giver næsten sig selv: “Han, som viste ham barmhjertighed.” Og Jesus siger: “Gå du hen og gør ligeså.”
Det er her, lignelsen bliver til et spejl. For spørgsmålet hænger i luften: Hvem er jeg på vejen til Jeriko? Er jeg den, der falder? Den, der går forbi? Eller den, der standser?
Jeg ved godt, hvor jeg oftest står. Jeg ser muren, hører ordene: “…og din næste som dig selv”, og tænker, at det er umuligt. For svært, for krævende, og så tøver jeg.
Men så ser jeg andre, der ikke tøver et øjeblik.
Dem, der standser.
Dem, der kravler over muren, som om den aldrig var der.
Jeg er fuld af beundring.Måske er det dér, kirken gør sin største gerning. Den løfter os, når vi står i hvid kjole eller sort jakkesæt. Den gør os små, når vi mærker, at vi ikke kan leve op til kravene; og midt i det hele hvisker den stadig: Gå du hen og gør ligeså.
Ikke perfekt, ikke fejlfrit, men med den ydmyghed, der tør standse, når et andet menneske ligger i grøften.
Glædelig søndag.