Nu er 9. klasse ved at være færdige i “Folkeren”. Mængden af tests og vurderinger er næsten uendelig, og selvom jeg kan se et pædagogisk formål med mange af dem, så er der dog en der ofte tjener et upædagogisk – måske ligefrem antipædagogisk – formål: Uddannelsesparathedsvurderingen, eller kort: UPV.
Særligt bekymrer det mig at de gymnasiale uddannelser ofte bliver set som succeskriteriet. “Hvis mit barn bare er god nok, så kan han/hun komme på gymnasiet!”.
Det må aldrig være målet.
Uddannelse må ALDRIG være målet.
Uddannelse skal være midlet.
Et godt liv skal være målet.
Jeg har elever der vælger erhvervsuddannelserne. Jeg har hamrende dygtige og flittige elever der vælger et håndværk fremfor en boglig uddannelse. Det giver mig håb. Jeg vil gerne have flere elever der vælger EUD, ikke fordi de ikke kunne blive andet, men fordi de havde alle valgmuligheder men helst ville arbejde kreativt, innovativt, entreprenant og være stolt af deres håndværk. Det er ingen hemmelighed for nogen, og her må mine elever stemme i eller modsat, hvor meget mine elever betyder for mig. Ikke fordi de er mine elever, men fordi de er mine medmennesker (måske en lille smule fordi de er mine elever).Så når de lykkes i livet, træffer fornuftige valg og bliver lykkelige, så føler jeg at vi lykkes som en folkeskole og det bringer mig lykke.
TL;DR: Erhvervsskoler skal være aktive valg!