STATEN SKAL IKKE BESTEMME OVER DIN RYGEPAUSE

Hvis du er gammel nok til at stemme, så er du gammel nok til selv at bestemme. Forslaget om et forbud mod at ryge eller tage snus, hvis du er født efter 2010, er vanvittigt i min optik. Forestil dig at stå som 50-årig nede i Netto og få et ‘nej’ da du vil købe en pakke smøger, men den 51-årige foran dig må godt. Eller at landmanden ikke må holde en rygepause efter en lang dag i marken?

Som 50-årig har man i 32 år kunnet stemme når der var valg. Man har måtte køre bil i lige så mange år, og jagttegn og våbentilladelse har man haft mulighed for i endnu længere tid. Det er absurd. Jeg mener helt klart at vi skal støtte dem, som vælger at leve lidt sundere, og give dem nogle gode muligheder for at træffe sundere valg. Vi ved alle at det er usundt at ryge, og at vi burde gå en tur lidt oftere. Det er heller ingen hemmelighed at man måske skulle springe den ekstra cheeseburger over, når man kører på McDonalds eller Burger King. Men at umyndiggøre dig som borger, og at træffe valgene for dig, mener jeg helt klart er forkert!

Sundhed kommer gennem information, kampagner, tilbud om rygestop eller diætister, og gennem dialog. Vi lærer heller ikke vores børn at lege pænt med de andre, ved at fjerne dem fra sandkassen.

UDLÆNDINGE OG KRIMINELLE UKRAINERE

Hvis flere danskere opførte sig som ukrainerne, så ville fængslerne føles meget mere tomme. Den seneste rapport fra Danmarks Statistik viser nemlig, at ukrainere er mindre kriminelle end danskere. Sådan nogle flygtninge er velkommen, og jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser hvordan de bliver taget imod.

Der er danskere som ellers bor alene, som overdrager hus og hjem til vores naboer fra Ukraine, og så flytter de selv ind hos en ven, veninde eller familien. Det betyder ikke, at vi skal tage soveposen under armen og flytte ud i skoven, for at en ukrainer kan bruge vores hjem. Men det betyder, at vi måske lige skal klappe naboen på skulderen, når de sætter sig ind i bilen, for at køre til Ukraine og hjælpe. Eller smile og sige “Dobryden!” (Hej!) når samme bil kommer hjem, fyldt med mennesker der har forladt hus og hjem, fordi Rusland bliver manipuleret af en syg leder.

Nu venter næste del af arbejdet: Børnene skal i skole, så de kan lære sproget og få danske venner. Skoler rundt omkring på Fyn finder løsninger, så de ukrainske børn kan leve som børn burde – i tryghed. De voksne skal tilbydes arbejde blandt andre danskere. De skal lære sproget, og kunne tale med over en kop kaffe, for der er få ting der betyder så meget for integration, som det at kunne tale dansk sammen. At vi kan tale sammen, er så utroligt vigtigt for mig. Derfor mener jeg at udlændinge skal lære dansk hurtigst muligt.

Så kommer de også hurtigere ud på arbejdsmarkedet og bidrager til Skat og det samfund, som vi alle nyder så godt af.

HVEM GRIBER DE UNGE

Er gymnasierne og erhvervsskolerne klar til at modtage elever, som har gået i skole under corona de sidste 2 år.

Kan de indhente de huller som måtte være, og bevare det høje faglige niveau?

De sidste 2 år har budt vores unge mennesker svingende undervisning. Det er der nogle elever som har nydt godt, og nogle elever som bestemt ikke har nydt godt af. De bliver sendt videre efter 9. eller 10. klasse uden det samme faglige niveau, sociale kompetencer, dannelse og senest også eksamenserfaring, som årgange før dem. De elever som har svært ved at lære, læse eller regne, har ikke fået den hjælp de fortjener og skal have. Uddannelserne skal kunne rumme disse elever, så de ikke bliver tabt i systemet. De skal gribes. Ungdomsuddannelserne skal også gribe de stærkeste elever, som skal holdes til ilden og bevare deres gejst for at lære mere. De skal fortsat udfordres og have muligheden for at udvikles fagligt.

Vi skal støtte de svageste, udfordre de stærkeste, og så er vi forpligtet til at indhente den dannelse og læring som er gået tabt. Så vores unge får mulighed for at komme godt videre i livet, og så de også får mulighed for at bidrage til det samfund, som vi alle nyder godt af.

Hvilket ekko skaber vi?

Før kunne man tage en mælkekasse under armen, og stille sig nede på Torvet, hvorfra ens stemme kunne blive hørt at alle byens borgere. I dag er mælkekassen byttet ud med en profil på de sociale medier.
Det mærker vi især for tiden i forhold til kommunalvalg, men også i de indledende øvelser til folketingsvalget. 

Hvor der før var kort vej fra mælkekassen og hen til grønthandleren på torvet, for at købe rådne tomater, er det straks sværere at overdøve den ondskabsfulde tone vi møder på nettet. 

Hadfulde opslag er en af de ting som bliver liket og delt hurtigst på især Facebook, og det giver ekko i lang tid efter. Vi kender vist alle en politiker eller to som lever af at sprede frygt og had på nettet, da det også er den letteste vej til en masse opmærksomhed. 

Den gode tone BØR fylde mere i debatten.

Derfor vil jeg bestræbe mig på at gå ind og sprede den gode tone hos dem som stadigvæk kaster med rådne tomater.

Mon ikke ekkokammeret virker på den positive tone også?

Uddannelse må aldrig være målet

Nu er 9. klasse ved at være færdige i “Folkeren”. Mængden af tests og vurderinger er næsten uendelig, og selvom jeg kan se et pædagogisk formål med mange af dem, så er der dog en der ofte tjener et upædagogisk – måske ligefrem antipædagogisk – formål: Uddannelsesparathedsvurderingen, eller kort: UPV.

Særligt bekymrer det mig at de gymnasiale uddannelser ofte bliver set som succeskriteriet. “Hvis mit barn bare er god nok, så kan han/hun komme på gymnasiet!”.

Det må aldrig være målet.

Uddannelse må ALDRIG være målet.

Uddannelse skal være midlet.

Et godt liv skal være målet.

Jeg har elever der vælger erhvervsuddannelserne. Jeg har hamrende dygtige og flittige elever der vælger et håndværk fremfor en boglig uddannelse. Det giver mig håb. Jeg vil gerne have flere elever der vælger EUD, ikke fordi de ikke kunne blive andet, men fordi de havde alle valgmuligheder men helst ville arbejde kreativt, innovativt, entreprenant og være stolt af deres håndværk. Det er ingen hemmelighed for nogen, og her må mine elever stemme i eller modsat, hvor meget mine elever betyder for mig. Ikke fordi de er mine elever, men fordi de er mine medmennesker (måske en lille smule fordi de er mine elever).Så når de lykkes i livet, træffer fornuftige valg og bliver lykkelige, så føler jeg at vi lykkes som en folkeskole og det bringer mig lykke.

TL;DR: Erhvervsskoler skal være aktive valg!